Kollegierne er glade storforbrugere af Forskningsnettet

Menneskemylder © Colourbox Kollegierne er glade for Forskningsnettet og står for den største del af trafikken. Forskningsnettet har besøgt Århus Tekniske Kollegium og Foreningen Kollegienet Odense for at høre, hvad de bruger nettet til.

Århus Tekniske Kollegium: Det er jo fiber!

– Hvis man skal have noget ordentligt, skal det være Forskningsnettet – det er jo fiber, siger Eskild Diderichsen, studerende og ulønnet supervisor sammen med Esben Sune Rasmussen på Århus Tekniske Kollegiums tilslutning til Forskningsnettet.

Århus Tekniske Kollegium blev tilsluttet Forskningsnettet i april 2008. Eskild og Esben kendte i forvejen Forskningsnettet fra universitetet og begyndte at undersøge mulighederne for at skifte forbindelse.

– Vi var nødt til at finde et alternativ til den ADSL-løsning, som vi havde før. Det var skrækkeligt, fortæller Eskild og tilføjer, at man nu ikke længere kan mærke, når kollegianerne bruger nettet.

Århus Tekniske Kollegium har 120 værelser, og alle værelser har lige nu gratis internetforbindelse i kraft af overskud i internetkassen.

Ingen begrænsninger
Kollegianerne bruger det meste af tiden på den nye forbindelse til videochat, YouTube og streaming af musik og tv. Eskild bruger et par timer om dagen på Forskningsnettet til bl.a. at spille DotA, et WarCraft III-scenarie.

– Alt det var ikke muligt med ADSL-linjen. Men det blev suverænt godt, efter vi fik tilslutningen til Forskningsnettet. Nu har vi ikke længere begrænsning på, hvad folk bruger nettet til, fortæller Eskild begejstret.

Ud over spil bruger Eskild Forskningsnettet til at tjekke mail og studiekalender. Selv om det måske nok var spillelysten, der var drivkraften for at få kollegiet flyttet fra ADSL-løsningen til fiber, kan Eskild sagtens se store scenarier fra virkeligheden udspille sig på Forskningsnettet i kraft af sin fremtid som informationsingeniør.

Foreningen Kollegienet Odense: Vi prioriterer!

Kollegienet Odense fik sin tilslutning til Forskningsnettet for ti år siden, da kollegiet startede. Foreningen har i dag 40 medlemmer og 2.500 brugere.

– Vores forening kan levere et hurtigt, stabilt og billigt internet til de studerende i Odense. Frivillig arbejdskraft sikrer, at nettet også er let at bruge for fx udvekslingsstuderende, der kommer til byen for en kortere periode og får tildelt et kollegieværelse, hvor der allerede er internet ved indflytning. De skal ikke først til at bøvle med fx TDC, siger René Jacobsen, studerende og daglig leder.

Brugerne betaler hver 47,50 kr. pr. måned for tilslutningen. Heraf går ti kr. til Forskningsnettet og resten til lønninger og forskellige services som trafikfordeling, support og antivirus.

De 40 enheder i Kollegienet Odense skal selv sørge for fiberforbindelse til knudepunkter rundt omkring i byen.

Stabil trafik til alle
Kollegiet Odense prioriterer trafikken vha. NetEnforcer, så alle kan få en god oplevelse:

– Vores førsteprioritet i FKO er at levere en hurtig og stabil internetforbindelse til alle. Med NetEnforcer prioriterer vi spillerne højt, så de undgår forsinkelser og afbrydelser i fx onlinespil. Vi prioriterer også ip-telefoni og videosamtaler højt, så bl.a. udvekslingsstuderende kan holde kontakten hjem, fortæller René Jacobsen.

Ud over spil og onlinekommunikation bruger kollegianerne Forskningsnettet til fx nyheder, billeder og lyd og til at få adgang til universiteternes LMS’er.

Foreningen Kollegienet Odense
Spilgruppen, FKO


Kollegier på Forskningsnettet

Forskningsnettet tilbyder landets kollegier med studerende på videregående uddannelser at indgå en aftale om direkte tilslutning til Forskningsnettet. Kollegierne skal selv eller i samarbejde med fx universitetet sørge for forbindelsen frem til Forskningsnettets POP, hvor Forskningsnettet stiller et passende interface til rådighed.

I kollegiernes aftale med Forskningsnettet stilles der krav om at efterleve Forskningsnettets regler om ansvar og anvendelse.

Det koster 10 kr. pr. måned pr. værelse for tilslutningen til Forskningsnettet. Hertil kommer kollegiernes egne udgifter som fx løn til daglig leder mv.

Kollegier på Forskningsnettet
Tilsluttede kollegier (PDF)