Forskningsnet konference 2009: Brug det – del det!

Forberedelserne til dette års Forskningsnet konference, som finder sted den 17. og 18. november, er godt i gang. Programkomiteen arbejder i øjeblikket intenst på at få programmet klart til offentliggørelse i løbet af maj. Temaet er fastlagt: ”Brug det – del det”.

Deltagere i Forskningsnet konferencen 2008

Deltagere i Forskningsnet konferencen 2008.

Ideen bag temaet er at gøre vores brugere opmærksomme på, at det er deres net, og at de kan anvende det til en lang række spændende aktiviteter, specielt inden for samarbejde og formidling – hvor det måske kun er fantasien, der sætter grænsen.

Netkapaciteten er med det nye optiske net, som netop er sat i drift, ikke længere en begrænsning, men en mulighed for anvendelse.

Taler
Åbningstaleren Ingrid Melve kommer fra vores norske søsternet UNINETT, hvor hun er teknologichef og leder af FEIDE. Ingrids præsentation sætter fokus på de udfordringer, som universiteterne og forskningsnettene står overfor, når de digitale indfødte (digital natives) kommer på universitetet:

  • Hvad er deres forventninger?
  • Hvordan leverer vi infrastruktur og tjenester til denne ”fremmede” brugergruppe?

Afslutningstaleren James Slevin, Professor, University of Amsterdam, vil se ud over Web 2.0 og på de samfunds-, samarbejds-, og samværsformer, som betinger og betinges af den teknologiske udvikling:

  • Hvordan lærer og formidler man i en usikker verden?
  • Hvorfor bruger den nye generation medier, som de gør?

Foredrag og workshopper
Forskningsnet konferencen 2009 byder på en lang række spændende foredrag om aktuelle emner, fx:

  • Grøn it
  • Sikkerhed
  • Podcasting
  • Medieproduktioner.

Foredragene følges op af en række workshopper med mulighed for ”hands-on”.

Konferencefacts
Konferencen afholdes igen i år på LO-Skolen i Helsingør.

I løbet af maj måned skulle du gerne modtage første udgave af programmet med posten.

Vi glæder os til at se dig på konferencen.