Forskningsnettets e-nyhedsbrev oktober 2009
Intet er helt som før, men der er lys i mørket.
Det gamle net er slukket, Lightpath Service oplukket. E’et i e-læring forgår, Forskningsnet konferencen består. Og det er ganske vist, vi kan se det på forskningsnettet.dk: Forskningsnettets brugere har lyst til netværk på mange måder, både teknisk netværk og e-lærings-netværk. Lyster, som deltagerne også kunne få afløb for på årets NORDUnet konference, der stadig væk kan følges som videostream.
Nu har vi slukket det gamle net
Under hele etableringsfasen af det nye forskningsnet har det nye og det gamle nationale backbone kørt parallelt. Nu er det slut. Det nye forskningsnet tager helt over.
Lightpath – nu som en service
Måske har du længe vidst, at en af de væsentlige gevinster ved det nye forskningsnet er, at man kan etablere dedikerede punkt til punkt-forbindelser. Men nu har vi beskrevet, hvordan du kommer i gang med Forskningsnettets Lightpath Service.
Forskningsnet konference 2009: Hvor er e-læring på vej hen?
Udviklingen inden for e-læring er emnet for Jørgen Bangs præsentation på Forskningsnet konference 2009. Forskningsnettet har spurgt lektor Jørgen Bang, Århus Universitet, om vi overhovedet er kommet til E-læring 2.0 endnu, inden vi skal videre, og om e'et i e-læring vil bestå og LMS'erne forgå.
Forskningsnet konference 2009: Brug det, del det!
Se det opdaterede program og tilmeld dig inden den 6. november.
Månedens poll
Har du lyst til en lightpath?
Siden sidst …
Populære sider i september: Teknik og e-læring
Forskningsnettets brugere er interesserede i netværk på mange måder. Både i tekniske netværkstjenester som det nye forskningsnet og Connect samt i e-lærings-netværk som gåhjemmøde og symposium. Se, hvilke 20 sider der var mest populære i september 2009.
NORDUnet konference 2009: Du kan stadig nå at deltage hjemmefra
Den 25. NORDUnet-konference i DGI-byen i København den 16.-18. september bød på tre dages præsentationer i tre spor, hvoraf hovedsporet blev streamet. Mange fulgte NORDUnet live på webben, og videooptagelserne kan stadig væk ses på webben.
Connect-erfa-møde
Se Connect-optagelsen fra mødet om bl.a. udrulning af Connect på Syddansk Universitet, anvendelse af Connect til parallelundervisning i fransk åben uddannelse og til interne møder.
E-læring og jura gåhjemmøde: Gråzoner, der viser sig at være kulsorte
– Uha, det var på flere måder nedslående. Alle de ting, som vi godt vidste var gråzoner, viser sig at være kulsorte. Det positive er, at der er jurister, der vil arbejde for at ændre de nuværende bestemmelser. Tak for et godt arrangement, lød det fra en deltager på gåhjemmødet.
Jurabloggen – Podcast: Ansvar, krav og tilladelser?
Om retten til at trække en udtalelse på video tilbage, genbrug af videooptagelser i anden sammenhæng samt videooptagelser i klasserum/auditorier og samtykke.
Aktiviteter i nær fremtid
LOM video-erfa-møde: Om læring og nye medier, Danskernes Akademi, Matterhorn-projektet og præsentationsteknik, 15. okt., Roskilde
LOM (Læring og medier), Forskningsnettet, inviterer i samarbejde med RUC’s IKT-Kompetenceudvikling til erfaringsmøde.
E-læring og jura symposium: Kan man komme i fængsel for at undervise? 29. okt., Odense
En måned før afholdelse, er alle 180 pladser optaget, men der er mulighed for at komme på venteliste.
Forskningsnet konference: Brug det – del det! 17.-18. nov., Helsingør
Forskningsnettet er brugernes net. Årets tema er ment som en opfordring: Brug det – del det – få noget ud af alle de muligheder, det giver for fx overførsel af store datamængder, dedikerede linjer, samarbejde og kommunikation. Kun fantasien sætter grænsen!
Det gyldne Snit, 17. nov., Helsingør
For femte gang inviterer Forskningsnettet til priskåring af innovativ anvendelse af video, levende billeder, animationer, Flash og lign. til undervisning og formidling. Prisoverrækkelsen finder sted på den årlige Forskningsnet konference.
MEDEA, 4. dec., Berlin
Den europæiske version af Forskningsnettets Det gyldne Snit. Prisuddelingen finder sted den 4. december 2009 i samarbejde med den internationale e-lærings- konference Online Educa Berlin.
Med venlige efterårshilsener
Charlotte Rosenbeck
Redaktør
Forskningsnettet